BLOGGEN HAR IGENNEM MANGE ÅR VÆRET UDGIVET MED TYSK SPROG. JEG ER VED AT ERSTATTE TYSK MED DANSK - MEN TING TAGER TID :-)

tirsdag den 27. november 2018

Bølgesjal - sokkegafler

Bølgesjalet er hverken opfundet i dag eller i går. En bekendt i Hamburg fortæller at der allerede i 1970 blev undervist i denne teknik, som fortaber sig i det uvisse og kan ses demonstreret i flere YouTube udgaver.


Alt efter om man vil strikke sjalet til selskabsbrug over en balkjole eller man bare vil sno det flere gange om halsen i vinterkulden, kan det strikkes med fint garn, tykt garn, med store huller eller små huller. Man bestemmer selv og den enkle teknik kan tilrettes lige efter ens hovede.

Det gode ved mønstret er at man kan benytte en hvilken som helst enkeltsengsmaskine , grov, mellem og finstrikker ingen elektronik, ingen hulkort. Jeg har strikket på min Brother KH 940. 

Jeg har valgt et tyndt Merino/Polyamid garn, 70/30 % og tykkelsen 32/2, hvor 4 tråde tilsammen udgør samme tykkelse som tyndt strømpegarn med ca. 200 m/ 50 gram. Begyndelsen og afslutningen kan gøres på forskellige måder, jeg har valgt at slå op og afslutte med kontrastgarn, samle masker op og strikke nogle retriller med pinde 




I starten må man koncentrere sig om strikningen, men efter de første 3-4 vendinger ude i siderne begynder man at huske den remse man laver sig for at gentage. Det vigtigste er at man har et godt nedtræk i de bølger der aktuelt strikkes. Det er bøvlet at sætte de små kløer i hver sektion, fordi det går så hurtigt med at strikke. Da jeg skiftede til mine "sokkegafler" gik det meget nemmere. Dem kan man holde godt fast i under maskinen og nemt flytte til næste sektion. 

Sokkegafler: Hvad er det? Se her
Jeg har stadigvæk nogle sokkegafler til salg for 110 kr. for 2 stk. inclusive brevporto. Jeg kan lige klemme dem ned til 100 gram.

Jeg bruger mine sokkegafler både til sokker, som jeg opfandt dem til, men det viste sig at være uundværlige ved strikningen af fingerhandsker på maskinen og nu også til bølgesjalet. (Det er tilladt selv at bøje gafler, men stålgafler duer ikke!).  



Mit sjals færdige mål er ca. 165 cm x 34 cm. Vægt 175 gram. 



fredag den 13. januar 2017

GENBRUG AF TRÆPERSIENNER

Min mand havde flere gange spurgt om han måtte tage en gammel arvet træpersienne med til genbrugspladsen. Det syntes jeg ikke om, for jeg havde allerede brugt nogle af pindene til plantepinde i haven, til afstivning af en lang ting, der skulle sendes med posten og andet. Men
hvis han havde lyst, kunne han jo save lamellerne over til et juletræ. Jeg tegnede en skitse over hvordan træet skulle se ud og sammen fandt vi ud af at bygge to juletræer til at sætte i vinduet.
farven passer perfekt til vores spisestuestole.





Voila! - et færdigt juletræ + et mere i det andet vindue

onsdag den 11. januar 2017

TYKKE SENGESOKKER PÅ GROVSTRIKKER

For 6 år siden strikkede jeg tykke sengesokker til både min mand og mig. Jeg bruger dem ikke så ofte, men min mand kan slet ikke undvære dem, for han stikker altid tæerne udenfor dynen. Nu var tiden inde til at strikke nye sengesokker, efter at jeg havde stoppet de gamle flere gange.  


De nye sengesokker - og her et link til de gamle sengesokker.


Det var bestemt nødvendigt med nye sokker. Jeg ved ikke, hvordan man kan slide så meget på sokker om natten. Mon han går i søvne uden at jeg opdager det?


Der går 235 gram til et par tykke sokker, altså næsten 5 nøgler sokkegarn. Derfor  brugte jeg nogle restnøgler i forskellige farver. På billedet ses mit farvemix. 4 tråde sokkegarn fylder en hel del, så jeg strikkede på maskestørrelse 8. Selvfølgelig havde jeg ikke noteret opskriften på sokkerne. Jeg kunne tælle mig frem via de gamle sokker. Alligevel blev den første sok ikke lang nok, så jeg måtte trævle sokken op. Det var derfor meget spændende at se om sokkerne af optrævlet garn og af nyt garn ville blive ens. Det optrævlede garn er jo tvistet en smule, mens det nye garn kører glat ind i maskinen. Heldigvis kan man ikke se forskel, for jeg byttede lidt om på nøglernes rækkefølge da jeg strikkede af det nye garn. 



Jeg har kun en enkeltsengs grovstrikker - Brother KH 260 - og det er fint nok til mig, for jeg strikker altid kanter og rib i hånden, når jeg strikker på grovstrikkeren. Hælen strikkes med vendestrik = timeglashæl. > <


Tåen strikkes med båndlukning. Det er det, der tager længst tid, fordi maskerne efter indtagningerne hele tiden skal flyttes indad, så der ikke bliver huller. Her kunne man tage arbejdet af maskinen og strikke tåen i hånden. Det er sikkert hurtigere - men nok ikke så pænt.


Til sidst skal sokkerne have en kant i retstrikning foroven med en overlapning. Her må man huske at lade overlapningen gå hhv. til højre og til venstre. Som det ses på linket til mine tidligere sokker, har jeg varieret den øverste kant ved nogle af sokkerne.


Til sidst får sokkerne en velcrolukning syet på med symaskinen. 

Indtil videre har jeg kun opskriften til str. 44-46. Skriv til
strikinge@strikinge.dk, hvis du vil købe en opskrift til andre størrelser. Hvis interessen
er stor nok, vil jeg omregne til andre størrelser. Prisen bliver 35 kr. .... tror jeg nok.






TRÆREDSKABER OG OPVASKEMASKINE

Jeg ønskede mig træredskaber i julegaver og var så heldig at få 2 af hver slags som jeg havde ønsket mig.

Grydeske og spatel af træ er dejlige at bruge, men tåler ikke opvaskemaskine, medmindre man præparer dem med jævne mellemrum.



Træredskaberne mættes med madolie - jeg brugte rapsolie. De suger rigtig meget og når de er mættede, får de lige en omgang mere, rulles ind i et viskestykke og ligger natten over. 


Der går nok en måneds tid, før de trænger til en omgang olie igen, afhængig af, hvor ofte de er i opvaskemaskinen.




SÅDAN SKUBBES NÅLEBREMSEN UD

Når nålebremsen skal udskiftes eller skubbes ud for at forny en nål, er værktøjet til at skubbe
metalstangen ud - lige for hånden - hvis man altså ved det.



De to trekantede værktøjer, som hører med til Brothers originale værktøj er skabt netop til dette formål.



Med den flade side nedad er der lige plads til at skubbe nålebremsen så langt ud at man kan få fat i den i den modsatte side.

FOR NOGLE ÅR SIDEN VISTE JEG HER I BLOGGEN, HVORDAN MAN SELV KAN POLSTRE SIN NÅLEBREMSE MED FILT, HVIS MAN GØR NØJAGTIG SOM JEG SKRIVER. 
VEJLEDNINGEN FINDER DU HER: Jeg har ikke polstret nålebremsen siden 2010.

SÅDAN UDSKIFTES EN BØJET NÅL

Det er ikke ret ofte at jeg ødelægger en nål. Denne gang har jeg gjort det ret så grundigt, fordi jeg bare lige ville fare til at strikke en Icord 


Det er sjældent, at en nål bliver så krum, som denne. Normalt kan man trække nålebremsen ud, vippe nålen op, og trække den bagud og op af nålerillen. Det går ikke med en nål, der er så krum som denne.


Først må man gøre nålen lige med en fladtang. Grib fat om nålens hovede og bøj den tilbage, så den bliver så lige som muligt. Skidt med at nåletungen ødelægges. Er nålen endnu værre, kan det være nødvendigt at knibe den over med en knivtang. Nålen er alligevel til skraldespanden.


Når nålen er fjernet, kan man i nålerillen se et tyndt fjedrende metalblad. Det er disse blade, der styrer og holder nålene på plads. Derfor skal man også være meget forsigtig, når den nye nål sættes på plads, så den kommer til at sidde nøjagtig i midten ovenpå den lille metalfjeder. Hvis man ikke er omhyggelig, kan nålens fod havne i naborillen - og så er det meget svært at få den fisket over i dens
egen rille igen.

Når nålene er på plads, ser man slet ikke denne metalplade, medmindre man kigger meget godt efter.

onsdag den 23. november 2016

NARVSVÆRTE TIL FARVNING AF SKO OG ANDET LÆDER

Jeg har haft oprydnings- og sorteringsdille i hele 2016. Mine klædeskabe er blevet lidt luftigere, om end det er svært at skille sig af med tøj, der er brugbart og måske betyder mere for mig end for den, der finder tøjet i en genbrugsbutik. Når man syr selv, og et stykke tøj går i stykker eller ikke passer mere, tænker jeg straks kreativt og på hvordan tøjet kan reddes. Det er en sygdom jeg bør kureres for.
Det samme gælder sko og støvler. Her er der dog ikke meget jeg selv kan gøre ved det, men nogle yndlingssko og støvler har jeg da. Dem ofrer jeg gerne en skomager på.

Til genbrug eller hvad?

 
Flot farve inden afrensning, men de passede næsten aldrig til mit øvrige outfit. Støvlerne var smukt bordeauxrøde inden de blev afrenset med acetone. Jeg havde en flaske sort narvsværte stående og gik så i gang med at male med en gammel tandbørste. Narvsværter sværter virkelig godt. Pletter er umulige at få af på ting, som suger. Så det er med at dække godt af omkring det sted man maler.


Renset læder suger godt til sig, så det tog kun 10 minutter at farve dem. Plastic og andet kunststof kan ikke farves med narvsværte. 


Fra rød til sort på kort tid. De fleste skomagere og hobbyforretninger sælger narvsværte. Man kan også være så heldig at finde skotøjsforretninger som har narvsværte i forskellige farver.  Sidste år havde jeg ofret et par nye lydlyse hæle netop under disse støvler. Jeg hader at gøre opmærksom på mig med klik-klak lyde, hvor jeg går