BLOGGEN HAR IGENNEM MANGE ÅR VÆRET UDGIVET MED TYSK SPROG. JEG ER VED AT ERSTATTE TYSK MED DANSK - MEN TING TAGER TID :-)

fredag den 13. januar 2017

GENBRUG AF TRÆPERSIENNER

Min mand havde flere gange spurgt om han måtte tage en gammel arvet træpersienne med til genbrugspladsen. Det syntes jeg ikke om, for jeg havde allerede brugt nogle af pindene til plantepinde i haven, til afstivning af en lang ting, der skulle sendes med posten og andet. Men
hvis han havde lyst, kunne han jo save lamellerne over til et juletræ. Jeg tegnede en skitse over hvordan træet skulle se ud og sammen fandt vi ud af at bygge to juletræer til at sætte i vinduet.
farven passer perfekt til vores spisestuestole.





Voila! - et færdigt juletræ + et mere i det andet vindue

onsdag den 11. januar 2017

TYKKE SENGESOKKER PÅ GROVSTRIKKER

For 6 år siden strikkede jeg tykke sengesokker til både min mand og mig. Jeg bruger dem ikke så ofte, men min mand kan slet ikke undvære dem, for han stikker altid tæerne udenfor dynen. Nu var tiden inde til at strikke nye sengesokker, efter at jeg havde stoppet de gamle flere gange.  


De nye sengesokker - og her et link til de gamle sengesokker.


Det var bestemt nødvendigt med nye sokker. Jeg ved ikke, hvordan man kan slide så meget på sokker om natten. Mon han går i søvne uden at jeg opdager det?


Der går 235 gram til et par tykke sokker, altså næsten 5 nøgler sokkegarn. Derfor  brugte jeg nogle restnøgler i forskellige farver. På billedet ses mit farvemix. 4 tråde sokkegarn fylder en hel del, så jeg strikkede på maskestørrelse 8. Selvfølgelig havde jeg ikke noteret opskriften på sokkerne. Jeg kunne tælle mig frem via de gamle sokker. Alligevel blev den første sok ikke lang nok, så jeg måtte trævle sokken op. Det var derfor meget spændende at se om sokkerne af optrævlet garn og af nyt garn ville blive ens. Det optrævlede garn er jo tvistet en smule, mens det nye garn kører glat ind i maskinen. Heldigvis kan man ikke se forskel, for jeg byttede lidt om på nøglernes rækkefølge da jeg strikkede af det nye garn. 



Jeg har kun en enkeltsengs grovstrikker - Brother KH 260 - og det er fint nok til mig, for jeg strikker altid kanter og rib i hånden, når jeg strikker på grovstrikkeren. Hælen strikkes med vendestrik = timeglashæl. > <


Tåen strikkes med båndlukning. Det er det, der tager længst tid, fordi maskerne efter indtagningerne hele tiden skal flyttes indad, så der ikke bliver huller. Her kunne man tage arbejdet af maskinen og strikke tåen i hånden. Det er sikkert hurtigere - men nok ikke så pænt.


Til sidst skal sokkerne have en kant i retstrikning foroven med en overlapning. Her må man huske at lade overlapningen gå hhv. til højre og til venstre. Som det ses på linket til mine tidligere sokker, har jeg varieret den øverste kant ved nogle af sokkerne.


Til sidst får sokkerne en velcrolukning syet på med symaskinen. 

Indtil videre har jeg kun opskriften til str. 44-46. Skriv til
strikinge@strikinge.dk, hvis du vil købe en opskrift til andre størrelser. Hvis interessen
er stor nok, vil jeg omregne til andre størrelser. Prisen bliver 35 kr. .... tror jeg nok.






TRÆREDSKABER OG OPVASKEMASKINE

Jeg ønskede mig træredskaber i julegaver og var så heldig at få 2 af hver slags som jeg havde ønsket mig.

Grydeske og spatel af træ er dejlige at bruge, men tåler ikke opvaskemaskine, medmindre man præparer dem med jævne mellemrum.



Træredskaberne mættes med madolie - jeg brugte rapsolie. De suger rigtig meget og når de er mættede, får de lige en omgang mere, rulles ind i et viskestykke og ligger natten over. 


Der går nok en måneds tid, før de trænger til en omgang olie igen, afhængig af, hvor ofte de er i opvaskemaskinen.




SÅDAN SKUBBES NÅLEBREMSEN UD

Når nålebremsen skal udskiftes eller skubbes ud for at forny en nål, er værktøjet til at skubbe
metalstangen ud - lige for hånden - hvis man altså ved det.



De to trekantede værktøjer, som hører med til Brothers originale værktøj er skabt netop til dette formål.



Med den flade side nedad er der lige plads til at skubbe nålebremsen så langt ud at man kan få fat i den i den modsatte side.

FOR NOGLE ÅR SIDEN VISTE JEG HER I BLOGGEN, HVORDAN MAN SELV KAN POLSTRE SIN NÅLEBREMSE MED FILT, HVIS MAN GØR NØJAGTIG SOM JEG SKRIVER. 
VEJLEDNINGEN FINDER DU HER: Jeg har ikke polstret nålebremsen siden 2010.

SÅDAN UDSKIFTES EN BØJET NÅL

Det er ikke ret ofte at jeg ødelægger en nål. Denne gang har jeg gjort det ret så grundigt, fordi jeg bare lige ville fare til at strikke en Icord 


Det er sjældent, at en nål bliver så krum, som denne. Normalt kan man trække nålebremsen ud, vippe nålen op, og trække den bagud og op af nålerillen. Det går ikke med en nål, der er så krum som denne.


Først må man gøre nålen lige med en fladtang. Grib fat om nålens hovede og bøj den tilbage, så den bliver så lige som muligt. Skidt med at nåletungen ødelægges. Er nålen endnu værre, kan det være nødvendigt at knibe den over med en knivtang. Nålen er alligevel til skraldespanden.


Når nålen er fjernet, kan man i nålerillen se et tyndt fjedrende metalblad. Det er disse blade, der styrer og holder nålene på plads. Derfor skal man også være meget forsigtig, når den nye nål sættes på plads, så den kommer til at sidde nøjagtig i midten ovenpå den lille metalfjeder. Hvis man ikke er omhyggelig, kan nålens fod havne i naborillen - og så er det meget svært at få den fisket over i dens
egen rille igen.

Når nålene er på plads, ser man slet ikke denne metalplade, medmindre man kigger meget godt efter.