BLOGGEN HAR IGENNEM MANGE ÅR VÆRET UDGIVET MED TYSK SPROG. JEG ER VED AT ERSTATTE TYSK MED DANSK - MEN TING TAGER TID :-)

tirsdag den 27. november 2018

Bølgesjal - sokkegafler

Bølgesjalet er hverken opfundet i dag eller i går. En bekendt i Hamburg fortæller at der allerede i 1970 blev undervist i denne teknik, som fortaber sig i det uvisse og kan ses demonstreret i flere YouTube udgaver.


Alt efter om man vil strikke sjalet til selskabsbrug over en balkjole eller man bare vil sno det flere gange om halsen i vinterkulden, kan det strikkes med fint garn, tykt garn, med store huller eller små huller. Man bestemmer selv og den enkle teknik kan tilrettes lige efter ens hovede.

Det gode ved mønstret er at man kan benytte en hvilken som helst enkeltsengsmaskine , grov, mellem og finstrikker ingen elektronik, ingen hulkort. Jeg har strikket på min Brother KH 940. 

Jeg har valgt et tyndt Merino/Polyamid garn, 70/30 % og tykkelsen 32/2, hvor 4 tråde tilsammen udgør samme tykkelse som tyndt strømpegarn med ca. 200 m/ 50 gram. Begyndelsen og afslutningen kan gøres på forskellige måder, jeg har valgt at slå op og afslutte med kontrastgarn, samle masker op og strikke nogle retriller med pinde 




I starten må man koncentrere sig om strikningen, men efter de første 3-4 vendinger ude i siderne begynder man at huske den remse man laver sig for at gentage. Det vigtigste er at man har et godt nedtræk i de bølger der aktuelt strikkes. Det er bøvlet at sætte de små kløer i hver sektion, fordi det går så hurtigt med at strikke. Da jeg skiftede til mine "sokkegafler" gik det meget nemmere. Dem kan man holde godt fast i under maskinen og nemt flytte til næste sektion. 

Sokkegafler: Hvad er det? Se her
Jeg har stadigvæk nogle sokkegafler til salg for 110 kr. for 2 stk. inclusive brevporto. Jeg kan lige klemme dem ned til 100 gram.

Jeg bruger mine sokkegafler både til sokker, som jeg opfandt dem til, men det viste sig at være uundværlige ved strikningen af fingerhandsker på maskinen og nu også til bølgesjalet. (Det er tilladt selv at bøje gafler, men stålgafler duer ikke!).  



Mit sjals færdige mål er ca. 165 cm x 34 cm. Vægt 175 gram.